Breaking
Breaking er en udstillingsplatform, hvor der vises skiftende udstillinger med danske og nordiske upcoming kunstnere, der på forskellig vis arbejder med det fotografiske medie.
Breaking er i 2023 støttet af Statens Kunstfond og Augustinus Fonden.
Keiria Hissabu: Agumm
07.05.-03.09.23
Lørdag den 6. maj åbner Breaking ny udstilling. Her kan du opleve filminstruktør Keiria Hissabu med udstillingen Agumm.
Udstillingsperiode: 7. maj. - 3. september 2023
Fernisering: 6. maj. kl. 17-19
Agumm
Gennem et eksperimenterende og unikt billedsprog introducerer Hissabu på kunstnerisk vis de forskellige trin, der opstår i opbygningen af et hus. Publikum møder to karakterer på et uigenkendeligt og udefineret område, der forsøger at opbygge eget hjem fra bunden af. I denne proces opstår der en imaginær åbning. Denne åbning bliver et rum for dialog om forskellige måder at leve på, herunder måder at spise på, størrelser på værelserne samt placeringerne af døre og vinduer. Hissabu eksperimenterer med og udfordrer publikums forståelse af hjemmet som både begreb og erfaring og stiller spørgsmål til, hvad et hjem lader sig definere af - og af hvem. Agumm er en fortælling om, hvad der sker, når man bygger. For på samme måde som når man bygger huse, så opbygger og skaber man simultant fortællinger.
Keiria Hissabu
Keiria Hissabu (1999) er filminstruktør, og arbejder i feltet mellem dokumentar og fiktion. Hendes arbejde er bygget op gennem tæt samarbejde på tværs af forskellige kunstformer. Ved at inddrage viden og færdigheder fra et bredere kunstnerisk felt, udvider Hissabu den visuelle oplevelse og lader den strække sig på tværs af bl.a. musik, dans/performance og arkitektur. Ved at eksperimentere med live-performances, bevægelse og opsætninger af alternative screeninger, undersøger og udfordrer Hissabu i sin praksis filmmediet og dets mulighedsfelt. Hissabu studerer på Dokumentarinstruktørlinjen på Den Danske Filmskole i København, og har bl.a. deltaget i dette års CPH:DOX med kortfilmen Δx = x_f – x_0.
Om Breaking
Breaking er en udstillingsplatform i Fotografisk Center. Her vises skiftende udstillinger med fotografi af upcoming fotokunstnere. Udstillingerne er kurateret af Fotografisk Centers medarbejdere: Allette Ngo Sørensen, Pauline Koffi Vandet og Mynte Corell Nilsson.
Arrangementer i forbindelse med udstillingen oplyses løbende på Fotografisk Centers Facebook og Instagram.
For interviewaftaler eller yderligere information/materiale kontakt venligst: breaking@fotografiskcenter.dk
Læs mere om Breaking her.
Agumm krediteringer:
Keiria Hissabu - Instruktør
Tobi Aman Manczak - DOP
Oscar Metcalf-Rinaldo - Tonemester
Suzie the Cockroach - Manuskriptforfatter
Dzifa Bravie - Production Designer
Iman Dualeh - Instruktør assistent
Agumm Deng – Agumm
Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, Statens Kunstfond, Snabslanten og Bambus Danmark.
My First Home
28.01.- 30.04.23
For Lola var hendes første rigtige hjem hendes første rigtige kærlighed. Dette forhold var ungt og fyldt med lidenskab og farlig afhængighed. Det tog hendes år med svære beslutninger at flytte væk fra det hjem.
Hun foretog rejsen alene; hun har opfundet sin livsstil fra bunden. Et paradis, der passer til hende og kun hende i Prins Hendrikstraat i Haag. Et farverigt, energisk rod af tøj, glitrende perler, 14 fugle, der flyver rundt, og dunkende techno-beats.
Denne historie handler om kærlighed. Kærligheden der skulle væk og den der findes lige her; for mennesker, for dyr, for skønhed og fundne genstande.
My First Home er produceret som et samarbejde mellem Vixtoria Vogel Salomonsen and Lola Van Grootel.
Vixtoria Vogel Salomonsen (f. 1997) er fotograf og videokunstner født og opvokset i København Danmark, med base i Den Haag Holland. Salomonsen arbejder omkring forskellige emner med empati og tillid, og deres arbejde tager emner op som ungdom, identitet og queer, med et intimt blik i både film og stillbilleder.
"Jeg elsker at føle, at de lader mig. At vi sammen i et samarbejde skaber noget, som vi begge kan stå ved. Jeg er lige så meget i mine billeder som det motiv, jeg instruerer og fotograferer. Vi spejler hinanden i hinandens fejl, bevægelser og personligheder. Sammen i et samarbejde skaber vi en atmosfære, der er tryg, sikker og fyldt med tillid. Jeg vil vove at sige, at jeg er en modig fotograf og instruktør, fordi jeg er nysgerrig og sårbar med mine motiver.«
Salomonsen er uddannet fra fotoskolen Fatamorgana i 2017 og læser nu bacheloruddannelsen i fotografi på Det Kongelige Kunstakadem i Den Haag. Deres arbejde har været vist på CPH:DOX, Queer Lisboa, The Grey Space In The Middle, Kaltblut Magazine, Kunsthal Charlottenborg og på Artburst Berlin (bl.a.).
Breaking er i 2023 støttet af Statens Kunstfond og Augustinus Fonden.
Se pressemeddelelse fra udstillingen her.
Plastisk puls
08.10-18.12.22
Jeg undres, som den står der i tusmørket, altid vågen og uforløst, romantisk og automatiseret. Mens sensommersolen forsvinder, og et velkendt sort lagen kryber sig sløvt over himlen, søger jeg ind til lyset, ind i maskinen, for at finde en puls, der ikke er min.
Med udstillingen og installationen Plastisk Puls dykker Thomsen ned i forholdet mellem maskine og menneske, ned i symbiosen mellem det kunstige og det organiske. Her undersøger Thomsen disse mekaniske forlængelser, der synes at krybe ind under alle vores behov og udviske grænserne mellem det simulerede og det naturlige.
Thomsen (f.1997) studerer fotojournalistik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus og har selvudgivet fotobogen Et spring fra 88 meter gør vand til beton under sit ophold på Fotoskolen i Aarhus.
I woke to my heart beating in my ear
Emily Louise Beresford
18.06.-18.09.22
Fernisering den 18.06.22 kl. 16-19
Jeg vågner ved, at mit hjerte banker i mit øre, Torbjørn ligger ved siden af mig og sover. I et øjeblik er jeg ikke sikker på, om det er mit eller hans hjerte, jeg kan mærke.
Fra sengen ser jeg solen krybe over væggen, til den forsvinder. Tiden går, jeg kigger på. Mit hår vokser og bliver klippet, jeg tager på og taber mig, min hud bliver solbrændt og så bleg igen.
Fotografierne er mine fortrolige. De følger mine skridt gennem mit hjem, ser lys passere og mærker, hvordan tiden går.
Emily Louise Beresford
I udstillingen I woke to my heart beating in my ear, præsenterer Emily Louise Beresford et intimt og kærligt indblik i et stille liv. Med et sart og ømt blik fanger Emily lysets og dagens gang gennem hendes hjem og verden.
Tidens travlhed fremstår fjern i et univers hvor lyset sætter dagsordenen, og hvor en ømhed for hverdagens gentagelser giver plads til en fascination af tidens tegn.
Emily Louise Beresford (DK/USA) er uddannet fra Bard College i New York med en BFA i fotografi i 2018.
Se pressemeddelelse fra udstillingen her
Fotoserie af Asbjørn Sand
12.02.-12.06.2022
Udstillingen Jeg svæver vandret bag dig er seneste udspil fra Asbjørn Sand efter bogen Slip. Meget har forandret sig siden udgivelsen af Slip, både i verden og privat for Asbjørn, men han bruger fortsat livet til at diktere retningen for sit fotografi.
Jeg svæver vandret bag dig undersøger to kroppe - en krop i forandring under graviditet og en krop, der forsøger at forstå sig selv ud fra denne nye virkelighed. Igennem fotografier af hverdagslige scener og situationer udtrykkes livet og overgangen mellem to tilstande, fra at være to individer til at være nogens forældre. Værkerne er snapshop-fotografier af Asbjørn Sand i samarbejde med hans partner, hvor de skiftes til at indtage fotografrollen og igennem denne udveksling, får vi unikke perspektiver på den skiftende identitet, den tvetydige oplevelse af at blive forældre og overgangen fra forventning til virkelighed.
M.H. Frøslev
02.10.21 - 06.02.2022
"Jeg tror på fotografiet som en sindstilstand. Som fortæller leder jeg efter et sted, jeg kan forholde mig til og som bevæger mig. Jeg fotograferer for at lære at forstå min længsel, mit nærvær, min kærlighed og min frygt. I Sankt Petersborg og Moskva er jeg blevet konfronteret med mig selv, og den konfrontation gav mig lysten til at skabe et fotografisk sindbillede på metropolens hvileløse tilstand". - M.H. Frøslev
Unsettled City er en personlig skildring af et klaustrofobisk miljø med bybilledet som ramme, indfanget i byerne Sankt Petersborg og Moskva over de sidste ni år. Igennem 95 kontrastede monokromer og støvede farvebilleder udfolder bogen natten som motiv. Gennem urovækkende stemninger og rå følsomhed viser Unsettled City, hvordan mørkets folkefærd skiftevis elsker og frygter både byen og hinanden. Her eksisterer ensomheden og længslen efter intimitet. Med denne bog skildrer den danske fotograf M.H. Frøslev erfaringer som fremmedgørelse, ulighed og smerte på lige fod med kærlighed, beundring og fascination.
I kontrast, i en diametral modsætning til Unsettled City’s poetiske udtryk har M.H. Frøslev i denne visning af værkserien valgt at inkluderer dagen i et gråt og forladt lys, med alt den passivitet som dem, der lever bedst om natten, forstår dagens tomhed og trivialitet. Mellem disse to udtryk, mellem dagen og natten skildrer M.H. Frøslev følelseslivets perpleksitet i et nuanceret møde af kontrast.
“Som fotograf har jeg tit stået på et gadehjørne og betragtet hvem der passerede. Jeg begyndte at fotografere de gadehjørner, hvor jeg egentlig stod og så verdenen foran mig. Det blev for mig en måde at gøre min egen selvforståelse som fotograf mere håndgribelig. Gadehjørnet er blevet mit billede på ‘øjeblikket i mellem’ to virkeligheder, og sætter mit personlige møde med metropolens hvileløse tilstand i perspektiv overfor gadehjørnets urokkelighed, som derfor bliver mit anker.” M.H. Frøslev
Mai S. Keldsen
25.07-29.09.21
Mai S. Keldsen (DK) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 2020. Med projektet Views har Mai rettet blikket mod de natur- og kulturlandskaber. hun selv er vokset op iblandt, og søger at undersøge og forbinde det æstetiske, historiske, spirituelle og kulturelle aspekter ved geografier som Møn, Mols Bjerge, Læsø og Havreholm.
Der er en mystik og magi i Mai’s billeder. I tusmørkets og månens skær, genfortolker hun landskaber som landbrug og industrialisering ellers ofte har efterladt i et goldt og afmytologiseret lys. Med Mai’s visuelle refleksioner vender en undren tilbage til disse steder, og vi mindes om andre tiders brug af landskabet i plantemedicin, ritualer og myter. Men de visuelle fortolkninger står også i forlængelse af vores samtid i dag, som et spørgsmål til nutidens natursyn og en opfordring til at kigge en ekstra gang på de omgivelser vi selv er mest fortrolige med. Fantasi og virkelighed blander sig i Mai’s billeder, som kan virke næsten teknisk uforklarlige, da de er lavet i selve optagelsen uden efterfølgende brug af photoshop.
Angelica Elliott (SE)
24.04.-22.07.21
“I needed to move, start again. It was seven years ago, after a traumatic loss. My new home became Rågsved, south of Stockholm. I started taking photographs of my everyday life, my friends and people who live here. I wanted to get to know the place – and myself again.”
- Angelica Elliott
Elliotts debut fotobog ’Rågsved’ er fornylig udgivet af det anerkendte forlag Journal. I årevis har Elliott fotograferet sin personlige rejse og hjem i Rågsved, en forstad som hun flyttede til for at starte forfra i sit liv. Det har været hendes vej til at finde sig selv igen, efter at have oplevet et traume i sit liv. En sårbar proces, som kræver en enorm styrke - og det kan ses i Elliotts billeder.
Intimitet og intensitet gør sig stærkt gældende i den måde Elliott har portrætteret sit hjem, lokalmiljø, nye og nære relationer. Vi kommer helt tæt på en hverdag, som er stemningsbetonet og dragende, hvor de nye omgivelser går i et med Elliotts eftertænksomhed og søgen efter stabilitet i livet. For Elliott er Rågsved mere end en geografisk placering, det er et vendepunkt hvor hun fandt hjem i sig selv igen.