Jacob Aue Sobol: FORTÆLLINGER/STORIES

“Udstillingen ‘Fortællinger’ skal skubbe os ud af almindelighedens tryghed og få beskueren til at forholde sig til egen krop og eksistens på en poetisk og direkte måde.” Jacob Aue Sobol.

Sådan skriver den unge, danske Magnum-fotograf Jacob Aue Sobol om sin nye udstilling Fortællinger i Fotografisk Center. Fortællinger er sammensat af fotografier fra flere forskellige serier, og viser sort-hvide billeder fra Danmark, Grønland, Japan og Thailand. Det er første gang, Sobol har lavet en tematisk anlagt udstilling på tværs af sine billedserier.

Med mennesket som omdrejningspunkt fokuserer udstillingen Fortællinger på kroppen, samfundet samt sociale og følelsesmæssige relationer mennesker imellem. Udstillingen består af tre dele: En del udgøres af 25 indrammede fotografier, mens en anden består fire store portrætter. Endelig vil der midt i rummet være en dobbeltprojektion med skiftende billeder.

Jacob Aue Sobol (f. 1976) er som første og eneste dansker blevet optaget som Associate member i det internationale foto-agency Magnum. Sobol har desuden modtaget prestigefyldte priser som Leica European Publishers Award i 2008 og udgivet de nu udsolgte bøger Sabine i 2004 og I, Tokyo i 2008.

Udstillingen er gjort muligt ved støtte fra: Københavns Kommune, Statens Kunstfond, DGI Byen, DJ:Fotograferne & Husted Vin.