Tine Bek: This Ship is Unsinkable
–- Tine Bek
Soloudstillingen This Ship is Unsinkable med billedkunstner Tine Bek markerer kunstnerens første institutionelle soloudstilling i Danmark.
Med udstillingstitlen This Ship is Unsinkable henviser Bek til myten om passagerskibet Titanic, der officielt blev udråbt til ikke at kunne synke, men som endte i en historisk tragedie ved at kollidere med et isbjerg på sin jomfrurejse mod New York City, USA i 1912. Tragedien resulterede i tabet af omkring 1.500 menneskeliv. Såvel den historiske begivenhed som den sagnomspundne myte om Titanic har længe været i Beks søgelys. Hun bruger passagerskibet som både en metafor for og en måde at skildre den menneskelige skrøbelighed på.
Gennem sit poetiske og sanselige blik på de nære omgivelser samt hverdagslivets genstande og deres forskellige former, inviterer kunstneren til refleksion over tematikker som skrøbelighed, styrke og sårbarhed og den delikate tråd, der forbinder dem. Ved at udlede det ekstraordinære i det ordinære tilbyder Bek et nyt perspektiv på det poetiske, skrøbelige og foranderlige, som vi møder i hverdagen.
I udstillingen udgør Beks værker en blanding af stilleben, fundne genstande og skulpturelle former, som alle formidler en særlig poetik, taktilitet og sanselighed, der er visuelt dragende og tiltrækkende. Udstillingens besøgende vil formentligt genkende de forskellige afbildede genstande, men samtidigt bemærke at deres form eller materialitet flyder over, smuldrer eller buler og fremstår som ukontrollerede, barokke former. Dette er et af kendetegnende ved Beks kunstneriske praksis, ligesom hun også formår at appellere til menneskers instinktive lyst til at mærke og berøre genstande. Værkerne fremkalder på en og samme tid store og dybe følelser idet vi får rettet blikket på hverdagens poetik gennem et sanseligt og taktilt billedsprog.
Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond samt Ragnvald og Ida Blix’ Fond, Beckett-Fonden, Grosserer L. F. Foghts Fond og Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse.
Om kunstneren
Tine Bek (f. 1988) er en dansk billedkunstner, der udforsker sin fascination af det nære og det sublime. Hendes kunstneriske praksis strækker sig over fotografi, film og skulptur og præsenterer intime skildringer, der undersøger både almindelige genstande, skrøbelighed og forgængelighed.
Bek har en kandidatgrad i Fine Art Photography and Moving Image fra The Glasgow School of Art i Skotland og har studeret kunstfotografi på Fatamorgana - Danmarks Fotografiske Billedkunstskole. Hun har udstillet nationalt og internationalt, herunder på Christiansborg Slot (DK), Fotogalleriet (NO), Fotografisk Center (DK), National Library of Litauen (LI), Studio 488 Gallery (AR), Street Level Photoworks (UK), Studio Pavilion (UK) og 700b Gallery (USA). Hendes værker indgår i Den Nationale Fotosamling på Det Kgl. Bibliotek.
I 2020 blev hun tildelt Hasselbladstiftelsens fotobogspris for bogen The Vulgarity of Being Three-Dimensional, der genoptrykkes i et nyt oplag i forbindelse med udstillingen. I 2016 var hun med til at stifte galleriet 16 Nicholson Street i Glasgow og udgav zines om nye kunstnere gennem sit forlag Earth Saga Press. Beks arbejde er blevet publiceret i Vogue, Another Magazine, The Wire, Verk – Tidskrift om fotografi, Source Photographic Review, Eurowoman og Weekendavisen.
Bek samarbejder med Arden Asbæk Gallery i Danmark, Vasto Gallery i Barcelona og Picture Room i New York, USA.
Eventprogram
I forbindelse med udstillingen afholdes en samtale den 13. januar kl. 13-14 mellem kunstner Tine Bek og den britiske kunstskribent Alice Godwin, som også har bidraget med et interview i samarbejde med Bek til udstillingskataloget. Godwin har specialiseret sig i britisk, europæisk og amerikansk samtidskunst. Samtalen vil foregå på engelsk og kredse om Beks kunstneriske praksis, udstilling og tilhørende udstillingskatalog.
Lørdag d. 27. januar fra kl. 13-15 vil kunsthallen forvandles til en litteratursalon med forfatterne Liv Nimand Duvå, Ditte Holm Bro og Kirstine Reffstrup. Arrangementet har til formål at gentænke udstillingen gennem en række eksperimenterende litterære læsninger med udgangspunkt i udvalgte værker fra udstillingen samt udstillingstitlen This Ship is Unsinkable.
Se udstillingskataloget her
Udstillingen er gjort muligt ved støtte fra: Københavns Kommune, DGI Byen, Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond samt Ragnvald og Ida Blix’ Fond, Beckett-Fonden, Grosserer L. F. Foghts Fond og Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse.