Fryd Frydendahl: MAZE – Potential Archives
–- Fryd Frydendahl
I udstillingen MAZE – Potential Archives udforsker Fryd Frydendahl forskellige arkiver og samlinger. Frydendahl har udarbejdet værkerne ved at fortolke materiale fra arkiver og samlinger gennem hendes egen særlige fantasi. Værkerne er billedlige referencer, der undersøger og hylder de komplekse systemer, der findes i arkiver og samlinger – fra klassifikationssystemet på biblioteker, til personlige samlinger eller historiske arkiver – digitale såvel som fysiske. I udstillingen indgår værker, hvor Frydendahl har fortolket bøger fra Hillerød Bibliotek i forbindelse med udstillingen LÅNERKORT i Vandrehallen Kunsthal (2022). I MAZE – Potential Archives arbejder Frydendahl videre med trådene fra fascinationen af menneskelige tendenser og udbygger ved at undersøge forskelligartede arkiver og samlinger. Frydendahl former sit eget arkiv ved at skabe nye billedlige referencer gennem hendes værker og viser en klar fascination af menneskets nysgerrighed og behov for systemer. Trådene fra denne fascination udmunder i en eksplosion af referencer og spørgsmål.
I bogen The Library of Babel af den argentinske forfatter Jorge Luis Borges beskriver han et fiktivt og uendeligt bibliotek, hvor alt der kan skrives, allerede er skrevet. En idé der understreger, at virkelighedens arkiver og samlinger aldrig vil blive fuldendt, da uendeligheden kun er potentiel og ikke opnået. Frydendahls værker undersøger dette princip, der lægger op til evig udvikling, cirkularitet, og stiller samtidig spørgsmålstegn ved originalitet. Hvordan opstår der noget originalt i et potentielt uendeligt spind af referencer? Og hvordan opstår referencer i et potentielt uendeligt arkiv af information?
Fotografisk Center omdannes til en fysisk labyrint bestående af tre lag, der kategoriserer værkerne i et faktuelt, et metafysisk og et skønlitterært lag. De tre lag har fungeret som arbejdsmetode for at kunne overskue det uendelige kildemateriale. Udstillingen belyser og udforsker menneskets fascination og behov for at organisere og skabe system i det uforståelige, for at gemme, erindre og arkivere genstande og viden. Alle de besynderlige og underfundige opdelinger og inddelinger i indekser og kategorier, klassifikationssystemer og detaljerede kartoteker, som nogen har siddet og udtænkt, kan virke vidunderligt kryptiske og lige til at fare vild i, som et menneskesind, som en MAZE.
Om kunstneren
Fryd Frydendahl deler sin praksis mellem Hvide Sande, København og New York, hvor hun arbejder indenfor fotografisk billedkunst. Frydendahl er født på den jyske vestkyst i 1984, uddannet fra Fatamorgana i 2006 og modtog i 2009 et advanced certificate fra The International Center of Photography. Frydendahl har udgivet adskillige bøger og har udstillet bredt de senere år, blandt andet med soloudstillinger hos V1 Gallery, Politikens Galleri og Baxter Street Gallery hos The Camera Club New York. Hendes udgivelse, bogen Nephews (Konnotation 2016), blev efterfulgt af en udstilling hos V1 Gallery, hvor Frydendahl er repræsenteret. Udvalgte værker fra serien Nephews indgår i samlinger hos Statens Museum for Kunst, Den Nationale Fotosamling, Det Kongelige Bibliotek samt Kunstmuseum Brandts. Frydendahl er på nuværende tidspunkt skoleleder på Fatamorgana.
Event i forbindelse med udstillingen
I forbindelse med udstillingen afholdes en samtale med det nye forlag Marrow Press (grundlagt af Jacob Birch og Finn Wergel Dahlgren) og Fryd Frydendahl. Forlaget har netop udgivet bogen Salad Days, en samling af 150 portrætter skabt af Fryd Frydendahl i perioden 2012-2022. Samtalen afholdes den 27. april kl. 17-18 i Fotografisk Center.
Publikation
I forbindelse med udstillingen udgiver Fotografisk Center en mindre publikation, bl.a. med en tekst af Mette Kia Krabbe Meyer, Ph.D. i Kunst og Kulturvidenskab og Seniorforsker i Specialsamlinger på Det Kgl. Bibliotek, som på personlig og essayistisk vis udfolder bibliotekets og litteraturens forunderlige væsen og verden.
Foto: Fryd Frydendahl, Petit Cornichon, Eleanor Swordy, Pastel on paper, 14” x 11”, 2022. Moscowitz Bayse
Udstillingen er gjort muligt ved støtte fra: Københavns Kommune, Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Statens Værksteder for Kunst og DGI Byen.