Ung dansk fotografi '21

© Liv Latricia Habel & Luna Scales
  • Liv Latricia Habel
  • Tore Hallas
  • Mathieu J. H. Hansen
  • Signe Rohardt Lund
  • Michael C. Madsen
  • Luna Emilie Printz Scales

Kurateret med Louise Lassen Iversen fra meter 

Fotografisk Center åbner den 5. november den årligt tilbagevendende udstilling Ung Dansk Fotografi. Her samles unge fotokunstnere i en tematisk udstilling, som viser en håndfuld facetter af, hvad der rører sig inden for dansk kunstfotografi netop nu. I år er det 21. gang at udstillingen afholdes, og denne gang forbindes kunstnerne gennem temaet historie. I samarbejde med dette års gæstekurator Louise Lassen Iversen fra udstillingsplatformen meter har Fotografisk Center inviteret seks kunstnere med forskellige uddannelser og baggrunde til at udstille: Liv Latricia Habel, Tore Hallas, Mathieu J. H. Hansen, Signe Rohardt Lund, Michael C. Madsen og Luna Scales.

I år rummer udstillingen en historisk tidsdimension, der både handler om at se på fotografiet i dag, tør skue mod fremtidige fotografiske praksisser, og som samtidig forholder sig til Fotografisk Centers årstema historie.

Alle de inviterede kunstnere bevæger sig i det fotografiske felt med vidt forskellige billedsprog. De udfordrer og eksperimenterer med genrer og materialiteter, leger med og bearbejder identitets- og erindrings begreber samt (gen)besøger vestlig, kunsthistorisk ikonografi. I Liv Latricia Habels værker anspores en større, institutionel kritik af måden, hvorpå BIPOC (Black, Indigenous, and People of Color) behandles, omtales og repræsenteres i dag. Tore Hallas er særligt optaget af tykhed, queerhed, religion og fotografisk refleksion. Mathieu J. H. Hansen kredser ofte om personlige erindringer, som han fletter sammen med fiktive fortællinger i større, cinematiske opførelser. Signe Rohardt Lund er særligt optaget af taktile elementer, farver, former og bevægelser. Michael C. Madsen arbejder i et hybridt felt, der trækker tråde til klassiske fotografiske genrer som landskabsbilleder og stilleben. Luna Scales’ kunstneriske praksis afspejler en gennemgående reference til vestlig kunsthistorisk ikonografi, hvor der simultant rejses en kritik af blikket på og forestillingen om kroppen.

Udstillingen vises frem til den 19. december. Der udgives et udstillingskatalog, foruden undervisningsmateriale og online formidlingsindhold. Udstillingen er støttet af Det Obelske Familiefond, Statens Kunstfond, Toyota-Fonden, Bestles Fond og Rådet for Visuel Kunst i Københavns Kommune.

I samarbejde med DJ:Fotograferne bliver der den 25. november fra kl. 17-19.00 afholdt et FotoForum, hvor flere af kunstnerne fortæller om deres fotografiske praksis, de udstillede værker og deres tematikker. Arrangementet er støttet af DJ:Fotograferne og Vesterbro Lokaludvalg. Hold øje med vores facebookside og nyhedsbrev ift. arrangementer.

Udstillingen er gjort muligt ved støtte fra: Københavns Kommune, Statens Kunstfond, DGI Byen, DJ:Fotograferne, Gloria Biograf & det Obelske Familiefond.

  • Køebnhavn Kommune logo
  • Statens Kunstfond logo
  • Logo for Dgi Byen
  • Logo for DJ:Fotograferne
  • Logo for Gloria Biograf & Cafe
  • The Obelske Familiefond logo i negativ
  • Logo for the Toyota fonden
  • Bestles Fond logo