Jette Bang i Dialog

©Jette Bang
©Jette Bang
  • Jette Bang
  • Angu Motzfeldt
  • Jukke Rosing
  • Inuuteq Storch

Jette Bang i dialog
- med Angu Motzfeldt, Jukke Rosing og Inuuteq Storch
I 1936 rejste den danske fotograf Jette Bang til Grønland. Hun var dengang blot 22 år gammel og havde mod på eventyr.Siden blev det til mange grønlandsrejser. Jette Bangs fotografier anses i dag for et væsentligt bidrag til dokumentationen af Grønland, som hun på mange måder var en fornyer af. Særligt de intime og nærværende skildringer af kvinder og børn indtager en helt særlig plads i hendes fotografi.

Mens Jette Bang i høj grad er anerkendt for sine billeders dokumentariske og etnologiske kvaliteter, har de ikke tidligere været introduceret i en kunstinstitutionel sammenhæng. Det vil vi på Fotografisk Center gerne råde bod på med udstillingen Jette Bang i dialog, hvor Bangs univers møder tre yngre, grønlandske fotografers billedverden.

Ideen med at lade hendes ældre fotografier møde nutidens Grønland er dels at skabe en dialog på tværs af tid, men også at sammenstille forskellige repræsentationer af Grønland: Jette Bangs historiske billeder, som på mange måder også er blevet en del af Grønlands historie, med grønlændernes egne, nutidige fortællinger fra deres eget land.

Angu Motzfeldt, Jukke Rosing og Inuuteq Storch fremstiller på hver deres måde et billede af nutidens Grønland og nutidens grønlænder. I deres fotografier møder vi nogle mennesker fra et samfund, som på mange måder minder om vores eget. Her er ikke tale om en anden, fremmedartet kultur, men tværtimod et andet blik på os selv.

Jette Bang i dialog åbnes torsdag den 4. juni kl. 17 af arkivchef Lisbeth Valgreen fra Arktisk Institut. Pressen er velkommen fra kl. 10 mod forudgående aftale. For yderligere information, pressebilleder og interviewaftaler kontakt udstillingsinspektør Kit Vatit Jensen på 3393 0996 eller kurator@photography.dk
I forbindelse med udstillingen har vi flere arrangementer: 7. juni kl. 13: Grønlandsskildringer med Angu Motzfeldt, Jukke Rosing, Inuuteq Storch, Lasse Bak Mejlvang og Dennis Lehmann
på Photo Stage, Slottet, Carlsberg-Byen, Pasteursvej 4, 6 sal, Kbh. V i samarbejde med Copenhagen Photo Festival og DJ:Fotograferne.

17. juni kl. 17: Foredrag om Jette Bang med eskimolog og forfatter Leise Johnson i samarbejde med Det Grønlandske Hus.
13. august kl. 17: Oplæsning ved forfatterne Iben Mondrup og Niviaq Korneliussen.

Udstillingen er gjort muligt ved støtte fra: Københavns Kommune, Statens Kunstfond, DGI Byen, DJ:Fotograferne & Husted Vin.

  • Køebnhavn Kommune logo
  • Statens Kunstfond logo
  • Logo for DGI Byen
  • Logo for DJ:Fotograferne
  • Logo for Husted Vin
  • Copenhagen Photo Festival